Høfeber – symptomer

Kender du symptomerne på høfeber?

Forår og sommer er noget af det, de fleste af os ser hen til med længsel efter en lang, mørk og kold dansk vinter. Men for ganske mange mennesker er de stigende temperaturer og det skønne forårs- og sommervejr ikke udelukkende lig med glæde og begejstring.

Høfeber er en folkesygdom

En stor del af befolkningen lider nemlig af høfeber, og for de ramte er forår, sommer og sol også lig med nye udbrud af høfeber og allergi. Eksperter skønner, at helt op imod en million danskere lider af høfeber, eller høsnue som lidelsen også kaldes. Og derfor er der i sandhed tale om en folkesygdom. Og det er ikke bare i Danmark, at den er gal med høfeberlidelsen, der med den korrekte lægelige betegnelse hedder allergisk rhinitis. I hele den vestlige verden er høfeber den hyppigste kroniske sygdom. Der er altså mange lidelsesfæller derude, men det gør jo ikke dine høfebersymptomer mindre irriterende og svære at holde ud.

Høfeber skyldes pollen

Betegnelsen høfeber er en smule misvisende, fordi det langt fra kun er hø, og dermed græs, der giver anledning til de allergiske symptomer. Den hyppigste årsag til høfeber er pollen fra en række forskellige blomster og træer, som udover græs kan være elm, hassel, birk og bynke. Men derudover kan kæledyr, husstøvmider og skimmelsvampe også udløse høfeber. Når blomsterne og træerne blomstrer i løbet af foråret og sommeren, spredes deres pollen i luften. Og derfor er det primært i forårs- og sommermånederne, at danske høfeber-allergikere er ramt. Har du høfeber, og holder du ferie i sydens sol i løbet af efteråret og vinteren, kan du dog også blive ramt af høfeber der.

Har du høfeber, ved du, at symptomerne langt fra er lige slemme hvert år. Mængden af pollen i luften varierer nemlig fra år til år alt efter vejret. På en varm og tør dag med solskinsvejr er der mere pollen i luften end på en våd og kølig regnvejrsdag. Og det er derfor, at høfeber-allergikere ofte sukker efter regn og kulde, mens resten af befolkningen undrende glæder sig over det varme og tørre solskinsvejr.

Er det høfeber eller blot en forkølelse?

Høfeber er en allergisk sygdom, der giver betændelse i næse og øjne. De typiske høfebersymptomer er en løbende og kløende næse, nyseture og måske tilstoppet næse, og øjne, der bliver røde, irriterede, klør og løber i vand. De forskellige symptomer minder meget om symptomerne på en forkølelse. Og har du ikke haft høfeber før, er det derfor i første omgang nærliggende at tro, at du er ramt af en omgang forkølelse. Men i modsætning til en forkølelse forsvinder høfeber ikke af sig selv i løbet af kort tid.

 

Bliv testet for dine symptomer

Har du mistanke om, at dine symptomer ikke skyldes en forkølelse, men måske snarere er tegn på høfeber, bør du opsøge dine læge for at blive undersøgt nærmere. Det kan være, at symptomerne er tydelige nok, til at lægen kan stille en diagnose. Og ellers bliver du måske sendt videre til en allergitest hos en speciallæge. Først når diagnosen er stillet, kan lægen begynde at behandle din høfeber. Der er forskellige former for behandlingsmuligheder alt efter, hvilke symptomer du har, og hvor slemt du er ramt af høfeber.